Af: Eske Wohlfahrt, Bragt i Efterretninger nr. 4 - 1983

En hilsen fra Jensines hjemvand
af
museumsinspektør Eske Wohlfahrt,
Limfjordsmuseet,
Løgstør.

Det var en sommerdag i 1944 eller 1945. Vejret var godt og Jensine gled for en brise fra Aalborg og vestenud. Narbjerg-Ole - også kaldet Egentlig-Ole - stod ved roret, tilfreds med netop at have passeret jernbanebroen. Han var omkring de 60 år og havde efterhånden mistet noget af sin ungdoms skarpe hørelse og endnu mere af sit syn. Derfor lagde han ikke mærke til den lille båd fra Aalborg Dameroklub forude. Til gengæld lagde damerne i båden mærke til Jensine og Narbjerg-Ole - de kæmpede ved årerne for at komme fri af jagten, der styrede ret ned imod dem. Men forgæves. Robåden blev ramt midtskibs. Damerne blev kastet i vandet, men fik alligevel fat så de kunne klatre uskadt op i forgrejerne på Jensine. Først da de således entrede og krøb over lønningen blev Narbjerg-Ole klar over at situationen var lidt ud over det sædvanlige. "Jamen, bitte piger," sagde han, "det er da et skidt sted I ligger og svømmer rundt !"

Det er blot en af de mange historier, der stadigvæk verserer heroppe ved Limfjorden om en af Jensines mere markante skippere. Narbjerg-Ole, eller mere officielt Oluf Christesen, var en sjov mand og iøvrigt meget vellidt. Han var helt anderledes end forgængeren "sultekunstneren fra Vejgaard", der var så påholdende, at han altid lod to mand dele én sild. Alligevel var Narbjerg-Ole måske ikke helt reel i kanterne. Eller det er måske rigtigere at sige det på den måde, at han besad det mål af fantasi og initiativ, der var nødvendigt for at klare sig som skipper og reder i tidens småskibsfart:

Engang i 1930-erne, medens han endnu havde skonnerten Minna af Thisted og altså før han havde købt Jensine, blev han klar over at der var penge i at fragte kul fra England til Danmark. Nu var der bare den hage ved det, at han ikke måtte sejle udenfor linien Lindeness - Texel. Men han mente dog nok at kunne smutte til England i al hemmelighed: han udklarerede til Norge, dér indtog han en last props og stak så over Nordsøen. Det gik også godt nok, men da han nu havde lastet kul og skulle hjemover, fik de to mand han havde med betænkeligheder. Minna var ikke helt ny mere, og vejret så ikke for godt ud. Det slog ikke Narbjerg-Ole ud. Ved en passende lejlighed skruede han lidt på barometeret så ingen kunne være i tvivl om, at det var strålende højtryksvejr. Selvfølgelig løber de ind i en gevaldig storm, men den er af vest, så de lænser med forrygende fart hjem til Danmark. Hjem til en god fortjeneste og hjem til en bøde på 25 kr. for at have overskredet linien Lindeness-Texel.

Efter at Narbjerg-Ole havde overtaget Jensine under 2. verdenskrig kom han kun sjældent udenfor Limfjorden. Han var mest beskæftiget med at sejle cement og foderstoffer fra Aalborg til havne længere inde i Limfjorden, Skive, Thisted, Nykøbing etc.. Mange laster var omladning, d.v.s. at Jensine lagde sig på siden af de store oceandampere i Aalborg og blev lastet direkte fra et andet skib.

Hvad fragt og sejlområde angik lignede Jensine på denne måde de andre småskibe i 1940-erne. Men det var allerede et gammelt skib, og man anså Jensine for at være gammel og mør. Da Goliath engang skulle trække hende af grunden var resultatet betegnende nok afrevne pullerter. Men Narbjerg-Ole havde ikke rigtig råd til at gøre noget ordentligt ved skibet. Økonomisk sans og overblik synes i det hele taget at have tynget ham for meget: Motoren havde længe været for svag til at han kunne konkurrere med de andre småskibe på fjorden, men så pludselig en dag skulle den alligevel skiftes ud. Jensine lå i Løgstør, og oppe fra kajen kunne man høre Narbjerg-Ole banke i flere dage nede i motorrummet. Endelig fik han da skilt motoren ad - men ak, da det så kom til stykket, havde han alligevel ikke penge til en ny. Så måtte han møjsommeligt samle alt det gamle igen.

Motoren var således ikke af de bedste og nyeste, så sejlene var bestemt ikke uden betydning. Alligevel havde Jensine ikke alle de sejl. som den har idag. Ved slutningen af 2. verdenskrig manglede den både jager og topsejl. Storsejlet var et gammelt skonnertsejl, og det nåede ikke helt ud til nokken af bommen. Til gengæld var denne decimerede sejlføring lettere at håntere for besætningen, der foruden Narbjerg-Ole kun bestod af en dreng.

Det er nu en snes år siden Narbjerg-Ole døde (skrevet i 1983) på et plejehjem i Aalborg. Til gengæld lever Jensine, og det er vi nogle stykker heroppe i nordjyske, der glæder os over. Bl.a. lods Valter Jacobsen, Frederikshavn, og fhv. skipper Christensen Løgstør - det er de to, der har fortalt mig lidt om Narbjerg-Ole og hans skib.

Med bedste hilsener fra Jensines gamle farvand....

Mens de store orlogsmænd og koffardiskibe ofte "blev taget af" i olie af mere eller mindre kendte marinemalere, der havde specialiseret sig i denne kunst, var der som regel ikke penge til at "Havets Husmænd" kunne flotte sig på denne måde. Jensine er dog en undtagelse, idet hun er malet i 1946 - ikke i olie -, men måske mere betegnende i vandfarve. Vi har fra Egentlig-Oles søn lånt dette marineskilderi og har her forsøgt at videregive det i en affotografering. Om ikke farverne er helt naturlig gengivet, så er skibets udrustning og rigning det mere interessante.

sv-e