Dybden måles fra et punkt midt på en ret linie fra borde til borde lige under dækket. og det betyder, at midtpunktet på grund af dækkets runding kom til at ligge lavere end de midterste dæksplanker. Øverste breddemål blev taget vandret igennem sammen midtpunkt fra indenbordsklædning til indenbordsklædning, mens den nederste bredde måltes 1/4 op ad dybden, den mellemste bredde 5/8 opefter. Skitsen er forenklet, idet dybden skulle tages, hvor skibet rent faktisk var dybest, og altså ikke blot til kølsvinets overkant. Så almindeligvis måtte man gå lidt til siden for at få det rigtigt.

Endelig suppleredes med de såkaldte segmenthøjder, som. blev taget fra den nederste bredde og ned henholdsvis l/lo af den samlede bredde fra inder klædningen at regne, og tilsvarende 4/1o udefra og indefter = l/lo fra midten og ud.

Alle disse var altså indvendige mål, og skitsen giver på denne måde en placering af 11 punkter indenbords på De syv Sødskende anno 1853. Dækkets runding, kølsvinet, Såvel som spanter og klædning må man i fantasien lægge udenpå.

På bagsiden af måleskemaet gentages dybdemålene, og afstanden mellem øverste og mellemste såvel som mellemste og nederste bredde er ved simpel hovedregning og en lille afrunding sat til 2.18 fod. En slags gennemsnitsbredde er beregnet ved at lade mellemste bredde gange med 4 og sammenlægge med øverste og nederste bredde altså 13.2 x 4 plus 13.1 og 12.2 i alt 78.1. Den store mellembredde får altså lov til at veje nok så meget i regnestykket af hensyn til skibets krumning. De 78.1 divideret med 3 giver da den dobbelte gennemsnitsbredde, som ganget med afstanden mellem breddemålene de 2.18 giver resultatet, et flademål for alt over nederste bredde på 56.7 fod. Indviklet, vist så, men man kan selv gå efter med lommeregneren.

Lettere bliver det ikke med fladeberegningen af den del af midtersektionen som lå under nederste breddemål. Her viser målebrevet, at man simpelthen har lagt de to sektionshøjder sammen, ganget med nederste bredde og divideret resultatet med to. Voila, de 13.7 kvadratfod skulle da være arealet af det manglende areal forneden. Til slut kan det samlede areal af midtersektionen opgøres til 56.7 plus 13.7, ialt 7o.4 kvadratfod. Man gætter på, at tolderne , som skulle foretage disse målinger,har tænkt mindst muligt over, hvad det egentlig var, de gik og foretog sig. De har sikkert klamret sig til den trykte skibsmålingsinstruktion, og det ikke mindst under de afsluttede kalkulationer.

Tallene nederst på målebrevets bagside gemmes til en senere lejlighed. resultatet de 2166.o8 kubikfod divideret med 15o giver 14.44; det afrundes til 14 ½ læst, blev skrevet i målebrevet og påbrændt De syv sødskende. Det skal forstås helt bogstaveligt, idet læstetallet med et glødende brænd jern blev ”ristet" ind i dæksbjælken foran lugen midtskibs. Her vil man dog i dag næppe finde de 14 ½ CL, om ikke andet, så fordi senere målingsresultater er angivet sammesteds.

Læsøs største fartøj
Efter denne udmattende skibsmålingsmæssige stroppetur er tiden inde til at se på de par oplysninger, målebrevet derudover giver. Skippers og reders navne er noteret, og de viser sig at være henholdsvis Jens Johnsen Nicolaisen og Strandingskommissionær Lars Søren Smith, begge fra Læsø. Det nybyggede fartøj, hvis biilbrev var dateret til 22.april 1853 og hvis målebrevs endelige dato blev 2.maj samme år, havde altså sit første hjemsted pA Læsø, hvor de to nævnte personer ganske rigtigt boede. Den første tid i rollen som Læsøs største og eneste nogenlunde store fartøj vil senere blive skildret. Først er det den gamle besværlige diskussion om De syv Sødskendes og derned JENSINES byggeår, som almindeligvis angives at være 1852. Men efter fremdragelsen af målebrevkopien, kan man næppe komme udenom en genoptagelse af overvejelserne om det rette årstal.

1852/1853
Det er rigtigt, at biilbreve kunne udstedes længe efter et fartøjs bygning, hvorimod det kniber gevaldigt med målebrevet. Uden et sådant kom man ikke langt, og egentlig ville man, hvis ikke andet senere var fremført, næppe have været i tvivl om at 1853 som færdiggørelsestidspunktet. At bygningen er begyndt foregående år er ligeså sikkert, men løb De syv Sødskende af stabelen før eller efter årsskiftet 1852/1853 ? Og hvad er egentlig det rette byggeår for et skib, som påbegyndtes det ene og blev færdigt det følgende ? Året 1853 optræder i den første trykte fortegnelse. Herefter gentages derimod stædigt 1852. Med ukendt begrundelse. Almindeligvis bruger man vel færdiggørelsestidspunktet, og 1852 kunne tænkes at være en misforståelse. Det ligner den slags fejl, som kun skal ind en gang for at blive hængende. Havde de senere skibslister ikke haft den forbistrede angivelse af året 1852, ville ingen på det nu foreliggende grundlag have sagt andet end 1853, som var året, da JENSINE første gang stod til søs som De syv Sødskende af Læsø.

Anders Monrad Møller