Af: Henning Bender, Bragt i Efterretninger nr. 45 - 1992
Træskibsværfter i Aalborg
Skibe og både har der altid været i Aalborg - også førend der for tusind år siden opstod en by på stedet. For lige så længe der har vaæret mennesker på disse kanter, har de haft et behov for at krydse Limfjorden på det smalleste sted. Her hvor oldtidsvejene samledes som en vifte sydfra og "vejen" fortsatte nordpå med skib til Norge, har købmænd med fordel kunnet handle. Efterhånden som de handlende slog sig varigt ned på stedet fik de behov for steder, hvor deres både kunne blive bygget og repareret. Skove i byens store opland gav fra først af tømmeret - og da det slap op, fik man tømmer i Norge i bytte for korn. Salt og kramvarer fik man til gengæld fra syd i bytte for Limfjordssilden. Der var altså tale om såvel fjerntrafik, regionalhandel og lokal fargefart - der krævede skibe og både.
Således var situationen formentlig allerede i 1000-tallet, da Aalborg omtales som en velbekendt havneby; men manglen på skriftlige kilder betyder, at vi skal frem til 1500-tallet før vi hører om bådebyggere i Aalborg, mens egentlige værfter først omtales i 1600-tallet. Sidst i århundredet omtales et sted ved Østeraa, der bruges til skibes kølhaling, fortømring og bygning.
Samtidigt får vi de første oplysninger om hvad byens handelsflåde egentlig omfatter - fra 1670'erne og to århundreder frem, var der i reglen tale om ca. 50 skibe med Aalborg som hjemsted. Disse skibes gennemsnitlige tonnage steg dog i perioden fra ca. 7 til ca. 35 læster (1 læst er ca. 3 registertons), så selv i 1800- tallet drejede det sig altså næppe om andet end både og skuder.
Det var da også fartøjer i denne størrelses orden der blev bygget i Aalborg. Drejede det sig en sjælden gang om at anskaffe sig større skibe til den aalborgensiske handelsflåde, blev de bygget udenbys. Mere end 3,1 meter måtte ingen Aalborgskibe i hvert fald stikke i dybden, hvis de for mere end hundrede år siden ønskede at forcere spærringen foran Limfjordens munding - Hals Barre.
Da vi fra slutningen af 1700-tallet begynder at høre mere jævnligt om træskibsværfter, er der for Aalborgs vedkommende tale om 2-3 træskibsværfter, med omkring 15-20 personer på hver: En skibstømrer, 10 svende og 5-10 drenge. Værfterne lå på "Kaasen", mellem Vester- og Østerås mundinger, hvor der fra 1700-tallet var slæbested, kølhalingsplads og kogehus. Da Nyhavn, øst for slottet, blev etableret i årene 1817-1820, fik den nye havn ophaling, beddinger, tjærekogeri, smede og tømmerværksteder der udlejedes af kommunen.
Det var disse anlæg, der i de næste hundrede år, dannede hovedgrundlaget for træskibsværfterne i Aalborg indtil sløjfningen af Nyhavn i 1925. Herefter flyttede både skuder og skudeværfter til skudehavnen i Aalborg Vest, hvor de endnu befinder sig omkring kommunale ophalingsbeddinger. De nye stålskibe fik til gengæld deres kommunale ophalingsbeddinger ved den nye østre Havn fra 1902. Det var disse anlæg og fra 1916 en kommunal tørdok - der blev kernen i Aalborg Stålskibsværft.
At værftsanlæg således betragtes som et kommunalt anliggende er et gennemgående tema i Aalborgs historie fra vedligeholdelsen af åer og bolværk i middelalderen, over uddybningen af Hals Barre og nye havneanlæg omkring århundrede skiftet, til et kommunalt stålskibsværft i mellemkrigstiden.Allerede i 1821 havde Aalborg kommune overtaget Sødrings fallitramte træskibsvarft med smedje, "salvekogeri" til kalfatring (tætning) samt dampkiste til spantebøjning. Der blev hurtigt rift om disse kommunale faciliteter, for i modsætning til stort set alle andre brancher gik Aalborgs 4 bådeværfter relativt godt i 1820'erne. Det skyldtes sildens tilbagevenden til Limfjorden efter mange års fravær netop i dette årti - for da silden atter forsvandt, forsvandt bådeværfterne også, De vendte først tilbage i årene omkring 1850.
Treårskrigen betød, at konkurrencen fra de slesvigske bådeværfter midlertidigt forsvandt og de gode tider i Aalborg kulminerede med 68 medarbejdere på 4 bådeværfter i 1853. Vi har netop en beskrivelse pr. 31. december 1853:Fra vest mod øst langs med havnefronten drejer det sig om Poul Paghs bådeværft ved Vesteraa der havde et skib på 50 læster på bedding. Wibroes værft Ved Stranden, der med W.Riis som skibsbygmester havde søsat 3 nye skibe på i alt 107 læster. Et af disse - "De syv sødskende" - sejler i øvrigt i danske farvande den dag i dag. Som søspejderskib i Haderslev og under navnet "Jensine", er det med sine 140 år med sikkerhed det ældste eksisterende Aalborgskib! Brødrene Lambert Bonnesen og Bonne Julius Bonnesen, der med hvert sit værft i Nyhavn, havde søsat en jagt på 12 læster og en galease på 40, samt en skonnertbrig på 58 læster. Men blev det også fortalt, træskibsværfterne havde ved udgangen af 1853 tomme ordrebøger og kunne fremover kun forvente reparationsarbejder.
Det holdt desværre stik og først efter at Slesvig-Holsten var blevet udland efter krigen i 1864, tog nybygningsarbejderne atter en sådan fart, at Aalborg Stiftstidende den 9. juli 1870 kunne skrive, at skibsbyggeriet i Aalborg: "har taget et opsving, som gør vor by til den plads, hvor der bygges mest i Jylland. Fra dens fire værfter er således i de sidste fire år ikke mindre end 12 fartøjer sat i vandet eller under bygning. Disses drægtighed udgør tilsammen 707 læster fordelt på B.Bonnesens, L.Bonnesens, Sørensens og Vangs værfter."
Det var en stor produktion i forhold til tidligere år, men ikke imponerende som de mest omfattende skibsbyggerier i Jylland. I modsætning til en række andre industribesigtigelser i sommeren 1870 hvor stiftstidendes journalist malende beskriver hektisk travlhed, støj og røg, fandt han, at virksomhederne "gav denne del af byen et præg af industrielt velvære, som giver et oplivende, forfriskende indtryk på sindet". Han giver tillige en blomstrende beskrivelse af hvorledes et sådant træskib bliver bygget:
"Først lægges kølen af bøg og stævnene rejses, en for og en agter. Derpå bliver spanterne, der er sammenføjede af flere stykker krumtømmer, aIt efter skibets størrelse, påsatte og skroget har nu lighed med et kæmpemæssigt uhyre. For at beklæde dette, må plankerne der bruges hertil, gøres bøjelige ved at gennemtrænges med damp og dette sker i den havnen tilhørende store dampkiste, som findes på pladsen. Når plankerne er bøjelige nok, tages de ud og befæstes på spanterne med trænagler og varme bolte, først indvendigt og så udvendigt. Dækket, som i almindelighed er af fyrretræ, bliver nu lagt og sammenføjningerne "digget" (tættet) med tovværk, hvorpå man smører en beg bestående af harpiks og kultjære. Skibet bliver smurt med tjære i bunden og malet, I stedet for de blokke hvorpå kølen er lagt og skibet hviler, stilles nu ved hjælp af donkraft, en fedtet planke under kølen og fartøjet er færdigt til at løbe i vandet; thi det bliver sjældent metalhudet før det har gjort sin første rejse. Når skibet så under jublende hurraråb er gledet ned i sit rette element, bliver masterne eller masten rejst og takkelagen anbragt. Sejlene leveres af sejlmagerne Jepmond og Øsrnes og en skibs- og ankersmed findes her også, så fartøjet kan gå fuldstændigt udrustet herfra".
En sådan beskrivelse passer formentlig rimeligt godt til de metoder der blev brugt i størstedelen af de mange århundreder, der blev bygget træskibe i Aalborg. Trods Økonomiske kriser der førte til nedlæggelse af stålskibsværfter i Aalborg - Vangs i 1876 og Aalborg Værft i 1980'erne - forsætter træskibsværfterne i Aalborg ind i dette Århundrede. Indtil i 1925 placeret i Nyhavn og da dette havnebassin blev opfyldt -i Vestre Skudehavn, hvor kommunen indrettede og udlejer ophalingsbeddinger. Ud over Limfjordsværftet fra 1948, gælder det Mathiessens Bådeværft og Aalborg Yacht og kutterværft (tidl. Rasmussens skibs og Baadebyggeri). Så selvom stålskibsværftet har stået i fokus for offentlighedens interesse i mere end hundrede år, er det dog træskibsbyggeriet der overlevede i Aalborg efter mindst tusind års virksomhed!.
Henning Bender
Jensine på bedding i Sønderborg omkring 1980.
3. februar 2014, Administrator